Indestævne 2 den 9. januar 2010.
Mange personlige rekorder
Ved sæsonens andet inde-atletikstævne i Århus havde HGF A/M 13 atleter til start, nogen for første gang, mens andre er meget erfarne.
Her efter nytår er mange rykket i en ny aldersgruppe, og det er ofte ensbetydende med tungere vægte på redskaberne og højere hække i hækkeløb, så det er lidt vanskeligere at begå sig.
For dem, der nu er blevet blandt de ældste i en gruppe, er det til gengæld nemmere, men alle HGF-atleterne levede op til deres bedste, ja, faktisk blev der sat ikke færre end 22 personlige rekorder (PR) og 3 tangeringer af PR, så det ser lovende ud her 14 dage før de Vestdanske Ungdomsmesterskaber.
En af de rigtig erfarne, snart 17-årige Thomas Ørskov, lagde for ved igen at forbedre sit resultat i 60m hækkeløb til nu 9.04 sek. -endda som sikker vinder foran en af de hårde konkurrenter i årgangen.
Thomas deltog herudover i højdespring og kuglestød og var ikke langt fra PR.
Christian Pedersen, nu i 18-19-årsgruppen, har været ude med en skade, men er nu tilbage igen og var tæt på sin PR på 1500m, da han vandt i 4.41.55min.
1500 m havde også deltagelse af 15-årige Kristian Garner og 12-årige Lasse Moesgård Nielsen, som begge debuterede på distancen med udmærkede 5.08.55 min. og 5.59.24 min.
Lasse tangerede desuden sin PR i højdespring med 1.25m og kom for første gang nogen sinde over 4m i længdespring, og det er virkelig en grænse, der her bliver brudt. 4.03m blev det til.
I samme aldersgruppe er Simon Hansen med, og hans PR blev opnået på 60m, hvor det nu 8.93 sek. og i højdespring med 1,25m. Med den rigtig gode 60m-tid vandt Simon aldersgruppen.
Niklas Feldbak satte flest PR med ikke færre end fire af slagsen. Han deltager i 14-15-års klassen.
Mest overraskende var det, at han vandt 60m med glimrende 7.86 sek. foran HGF´s anden 14-15-årige dreng Mohammed Rashed, der også løb PR med 7.94 sek.
Det samme gjorde sig gældende på 50m, blot med tiderne 6.68 sek. og 6.75 sek., så HGF-farverne var helt fremme i front.
Niklas opfatter sig selv mest som kaster, og han brød for første gang grænsen 11m i kuglestød, og hans
PR kom til at lyde på 11.07m, og det var nok til at vinde konkurrencen.
Niklas deltog også på 1500m, og selv om det blev til en PR, erkendte han bagefter, at hans force er på det mere eksplosive område.
Pigerne stod ikke tilbage for drengene, og 15-årige Anne Ørskov lagde for med igen at forbedre sit 60m hækkeløb og senere sit kuglestød, til nu 11.07 sek. og 7.90m.
Et nyt talent er dukket op i 12-årige Klara Fomsgård, som satte PR i alle sine tre øvelser, 60m i 9.10 sek., længde 4.18m, hvor hun også brød den magiske 4m-grænse, og endelig kuglestød 5.05m.
I kugle blev hun overgået af et par andre HGF´ere, Nathalie Dalgård, der stødte glimrende 6.14m og Olivia Overgård med 5.34m. I aldersgruppen under satte Asta Sejerkilde også PR i kuglestød med 4,77 m, så alt i alt et rigtig godt stævne for HGF.
Skrevet af Kirsten Bergmann
